Sidst opdateret
den 3.9.2010
Ses bedst i
1024x768

©_Proknus_2009

Gaven

Elgjægernes opmærksomhed var rettet mod det store vægkort i jagtholdets mødelokale. Det er sammensat af mange enkeltkort: Man bruger det kort svenskerne kalder "Ekonomiska kartan". Den består grundlæggende af luftfoto i grønt og med alle matrikelskel, veje, huse m.m.. Den viser også fortidsminder. I den sydøstlige del kan man se de gamle "fångstgropsystem" der er markeret med kilometerlange signaturer og et kantet "R", det sjette bogstav i FUTHARK. det gamle runealfabet. Det svenske "Grop" kommer fra det oldnordiske "grof". Vi genkender det i danske ord som "grube" og "grav" samt "gruble".

Passene er organiseret i skyttekæder, i sydøst parallelt med det gamle fældesystem.

Når jagtlederen planlægger dagens jagt, vurderes vindforhold, tidligere erfaringer, passenes nuværende standard og jagtdeltagernes alder og kondition. Jagt er jo en dejlig beskæftigelse som giver mulighed for at unge og gamle, kan opleve et fællesskab på tværs af generationer. Hvor til og med alder, erfaring og sindig ro kan være afgørende i forhold til ungdom, hedt blod og ophidselse. Ikke sjældent har jeg set nogle af de gamle skyde en prægtig tyr uden mange efterfølgende verbale forklaringer. Selv er jeg nu midtvejs i livet og roen begynder at indfinde sig på jagterne.

Ved lodtrækning fordeles passene og efterfølgende byttes et par stykker for at dem der har svært at gå kan få et vejpas i stedet.

Vi gik ud tre mand for at dække en godt kilometerlang strækning. Et par løse overtræksben mod væden i undervegetationen der består af græsser, urter, pil og dværgbirk. Afhængig af afstanden ud til passet fjernes overtøj og placeres ovenpå rygsækken. Det var tydeligt at se på kortet at her skulle være gamle fangsthuller. Men det utrænede øje ser ingenting. Terrænet består af bløde bakker med fast mark og moser. Det er stort set kun de langstrakte moser som virkelig ”trækker tænder ud” på deltagerne. Dette år var der meget tørt, og moserne ret lette at gå over. Andre år føles det som at gå i blødt, vådt skumgummi, hvor knæene skal løftes højt og støvlerne suges fast…

Der snakkes ikke på vejen ud, alle ved at menneskelig tale høres langt væk. I lodtrækningen havde jeg trukket det første pas og forlod med en håndhilsen mine jagtkammerater. Jagtområdet er stort og passene så mange, at det næppe er nogen der har siddet på dem alle. Jeg havde heller aldrig gået her før. Som oftest er der ”snitslat”, markeret med farvede bånd, den vej som man skal vælge til passet. Adgangsvejen er valgt med omhu. Den skal gerne være let og lidet støjende og gerne være lidt skjult. Med stor forsigtighed listede jeg hen ad stien. Skrævende over kvas og støttende mig til skydestokken for at undgå at knække grene. Mit pas denne morgen var i den østlige kant af et mindre moseområde. Den er omkranset af den resterende bevoksning fra renafdrifter på de højere liggende bakker. En kant af birk og gran. Der er store renafdrifter de fleste steder i nærheden og det så ikke så lovende ud. Jeg stillede fra mig rygsækken, ladte riflen og begyndte med alle de småting som skal ordnes. Dampede lidt af inden det varme tøj atter blev sat på. Da vi sidder ret mange timer på pas bliver man ganske stille nedkølet. Det er derfor en god ting fra starten, inden man begynder at fryse, at bruge hue og halstørklæde samt noget over og rundt benene. Fryser man er det svært at sidde stille og fryser man rigtigt meget, skyder man dårligt. Siddeunderlaget bliver faktisk også en mere væsentlig detalje når timerne går.

Jeg sad på en lille bænk med ryggen op mod en gran. Det var stille, solen stod op bagved og lod mig være i skygge. I radioen hørtes klarmeldinger og hundeførerne gik i gang og slap hundene. Der var fire hundeførere i gang samtidigt. Området som vi jagede i denne morgen var så stort, at hver hundefører næppe ville støde ind i nogen af de andre. Hundeførerne holdt sig til aftalte områder som de afsøgte. De udnyttede terrænet og færdes gerne på bagsiden af åse og bakker i forhold til skytterne. Man ser næsten aldrig en hundefører her oppe med mindre man har skudt. Hundene afsøger op mod vinden og far af sted når den dejlige fært af varm elg kilder i snuden. Ingvar og hans hund havde for to år siden skudt en kæmpe elgtyr et par hundrede meter fra mig. Jeg havde nydt stemningen og håbet ind i det sidste, men Ingvar lykkedes at snige sig ind på standhalsen og nedlægge den smukke 19-ender. Det var ham vel undt at helt selv få skyde en så flot tyr for egen hund.

Ingvar startede nu syd for mig og skulle gå mod nordvest i løbet af formiddagen. Inden længe hørtes taktfast standhals et par hundrede meter fra mig i vestlig retning. Hunden flyttede sig ikke ret meget og standhalsen fortsatte i over en halv time. Jeg ventede mig at Ingvar atter skulle få skudt, men intet skete. Hunden flyttede sig lidt mod nord og ophørte pludselig uden afklaring. Lidt senere havde hunden vendt tilbage og startede atter på standhals men med lige så lidt resultat. Elgen eller elgene ønskede ikke at flytte sig fra højskoven. Det gik nu et par timer i ro og mag. En kop blåbærsuppe, et par tyndbrød med skinke og smøreost og en kanelsnegl forhøjede mit blodsukkerniveau. Fra morgenen havde der ingen vind været. Nu føltes kulden i nakken, vinden bar lige fra mit pas over mod det sted hvor standhalsen sidst hørtes.

En hund med lidt anderledes stemme prøvede lykken med de stædige dyr. Ingen reaktion. Hunden opgav ret hurtigt. Jeg var også opgivende efter næsten 5 timer på pas. Jagtlederen, Lars gik med en jämthund der hedder Branko. Det er en hanhund og den er ret egenrådig og stærk i sit arbejde med elgene. Hunden skulle slet ikke være i denne del af skoven. Måske har den hørt den megen gøen der havde været i løbet af formiddagen ved mit pas, måske var den bare på langtur når den også fandt frem til højskoven og elgen. Taktfast gøen der skiftede i intensitet alt efter at hunden cirkler rundt elgen, er den dejligste musik som kan høres. Det flyttede sig en anelse mod nord og så tav hunden. Enten havde denne hund også opgivet eller så var der elg på gang. Mellem højskoven og mosen låg der en langstrakt bakke der forhindrede mig i at se ind i skoven. Ud af græsset på bakketoppen voksede der et kæmpegevir, der for hvert travtrin blev større og højere når tyren løb opad mod bakketoppen! Afstanden var ca. 150 meter. En kapital elgtyr i fuldt trav er et pragtfuldt syn! 

Elgen havde retning skråt ned mod mosen men på bagsiden af det smalle bælte af gran og birk der omkranser denne. Enten ville den forsvinde langs med mosekanten uden at give mig en skudchance eller… I de følgende få sekunder skiftede jeg fra håb til fortvivelse og tilbage til håbet. Den valgte at bryde igennem og under kraftige brag kom den ud mellem træerne, hvor det store gevir slog i grene og småtræer! Det var en stor tyr også til krop og den havde fået nok af fredsforstyrrende hunde denne dag. Uden at standse fortsatte den hurtigt mod skovkanten hvor den ville være ude af mit skudfelt. Jeg fulgte den i sigtekikkerten og havde den i fuldt trav, skråt imod mig på ca. 60 meter. Der ville kun blive tid til et enkelt skud. Hunden var ingen steder at se. Jeg var intenst bevidst og koncentrerede mig om at udnytte chancen. Så snart jeg havde et stabilt foranhold lod jeg skuddet gå. Elgtyren styrtede på hovedet ned i mosen og blev liggende. Hurtigt ladegreb og riffelkolben i armhulen, beredt på endnu et skud, hvis det blev nødvendigt. Den sparkede et par gange med bagbenene og det blev stille. Og nu dukkede Branko op på fod af elgen og inden længe trak den totter af pelsen.

Så skete det… Efter et langt liv som jæger, så fik jeg lov til at nedlægge en kapital elgtyr. Sikken en formiddag. Fire gange standhals til en egenrådig elg lige ved siden af mit pas! Det skulle en lige så stædig hund til for at få gang i den. Meldte til Lars at jeg havde skudt en ”oxe” og at han faldt i skuddet. Bad om tilladelse til at gå frem, hvilket blev bevilget og fik bekræftet at hunden gerne måtte kobles. Gik hen over mosen og frem til elgen. Den var stor, meget stor. Stod og betragtede den lidt inden jeg gik frem og stak den. Kuglen sad godt i halsen og har været øjeblikkeligt dræbende. Elgens lange hoved var boret ned i mosen sammen med venstre stang som var delvis skjult. Højre skovl havde 7 sprosser.

Branko lod sig koble og Lars dukkede op og smilede varmt og brugte alle de rigtige ord og et fast håndtryk. ”Det var en riktig stor-oxe”, ”Den är minst 8-9 år”, ”Den väger över 300 kg”, ”Det var bra gjort”, ”Men det var ju först i morgon den skulle komma?”.

Jeg fyldte 50 år næste dag. Jagtholdet forærede mig en smuk superskarp Brusletto kniv med skæfte i masurbirk og med indgraveret navn og dato. Elgen på skeden havde 14 ender og det viste det sig også at min elgtyr havde. Hvor kunne det fejres bedre, end i selskab med disse dejlige mennesker, hunde, elge og bjørne?

Branko – en dygtig jämthund

Op    Startside    Flere jagthistorier