Elgjagt i Sverige, 2015

Västergötland oktober
Allerede en uge efter Jämtland var det tid igen at gå ud i skoven efter elg. Denne gang med det lokale jagthold 
som jeg har jaget sammen med i mange år. Det er nogle dejlige mennesker og et rigtigt godt hold. 
Vejret var mildt med 7° og kun en svag vind der gjorde dagen meget behaglig. Vi starter altid med at mødes 
lidt før ved grillpladsen og allerede ude fra vejen kunne man skimte ilden mellem træerne. 
En bedstefar og bedstemor havde sit barnebarn med og glæden og forventningen hos alle mærkedes tydeligt. 
En gråhund blev luftet og lugtede til jægerne og til deres rygsække, der for manges vedkommende indeholdt 
pølser til den senere madpause. Lodtrækningen begyndte efter at jagtlederen havde givet jægerne information 
om jagten, hvad der skulle skydes og vi fik at vide hvor hundeførerne havde tænkt sig at gå. 
Sikkerheden skal også gennemgås inden vi tager ud til hver vores poster.
Lodtrækningen - ja, der er nok en del overtro forbundet med hvordan jægerne gør. Lodderne ligger på en bakke 
med nummeret nedad og ligner alle hinanden. Nogle skynder sig frem og vil være den første, andre venter. 
Skal man alltid trække den nederste eller nr tre fra venstre? Det spiller jo ingen rolle - og alligevel når man står 
der -  så tænker man et eller andet. Jeg kiggede på de cirka ti tilbageværende og blikket klæbede til en 
bestemt længe inden det blev min tur. Ta nu ikke den! Puh, han tog en anden og så blev det min tur. Pas nr. 27. 
Det kendte jeg godt. Det var på slægtens jord og der havde vi siddet og grillet med børnene når vi var i skoven. 
Passet ligger smukt i den sydøstlige del af jagtområdet og er ret let at gå til. 

En lille pindtyr - en fra sidste år. Jeg bruger den samme skydestok siden 2006 - den virker stadigvæk upåklageligt. Men på elgjagt så
er der meget sjældent som jeg får brug for skydestokken til andet end som støtte når jeg går.

Begge hundeføreres hunde kunne ses på GPS'en. Afstandene her er jo ikke så store som i Jämtland. 
Gråhunden fik snart op ko med kalv som gik nordpå men efter noget tid kunne jeg høre at der er elg på vej lige 
mod mit pas. Det knagede i kviste under tunge klove der havde travlt. Jeg sad på en lille bakke og kunne kigge 
ned mod en blandet gran og fyrrebevokset skråning. Med et kom der en lille tyr ud lige foran mig og vinklede af 
mod højre, hvilket gjorde det muligt at få skudt den i boven. Skuddet var ikke helt rent fra birkeris og små 
grangrene, men afstanden var kun 15 meter og når så riset er så tæt på dyret og så tyndt, har det normalt 
ingen betydning. Tyren gik kun 20 meter inden den faldt sammen og jeg meldte i radion til jagtlederen og alle 
andre, at en tyr var skudt og nede. Ventede lidt, fik tilladelse til at forlade posten og kontrollerede at dyret 
var forendt. Tilbage igen på posten og nu havde koen og kalven vendt oppe ved den gamle jernbane og var 
på vej tilbage. Jeg har flere gange oplevet, at når der har passeret en elg så kommer de næste på spor af 
den første. Sidst det skete var jo i oktober i Jämtland med ko og kal,v der kom ud hvor tyren havde passeret. 
Tænkte, at nu sker nok det igen og stillede mig derfor op bagved et fyrretræ og gjorde mig klar. 
Kontrollerede en sidste gang hundens retning og afstand på Gps'en som nu var nede på godt 200 meter og 
lod den glide ned i lommen. Koen og kalven kom ud kun 20 meter fra hvor tyren viste sig, men trak længere 
mod øst og ind bag ved en ridå af mindre graner. De standsede op og sikrede hvor jeg kun kunne ane mulen 
på koen og vi stod alle helt stille et øjeblik inden koen gik igang igen og løb forbi mellen grove fyrretræer og 
lavere graner og enebuske. Fandt kalven i sigtekikkerten og fulgte den fram til den eneste smalle åbning der 
var, hvor jeg nåede at skyde et enkelt skud inden den var væk. Hørte lidt rumsteren men kunne ikke sige med 
sikkerhed om den var faldet. Bad derfor om hundeassistance som snart kom og konstaterede at kalven lå 
forrendt knap 20 meter fra mig i tæt skov. Den havde lavet en "crazy Ivan", en kraftig drej på 180° og havde 
været på vej lige mod mig. Det ser man ofte, at hjortevildt lige før de forender foretager sådan et sving. 

Sikke en dag, nu igen to elge! Rent held, men der ligger en hel del skydetræning bagved alligevel. 
Som jeg skriver et andet sted her på hjemmesiden: "Heldet er der hvor forberedelse møder mulighed".

Denne elgtyr er lille af krop, har et meget lille gevir og en ret kort snude - den er godt et år gammel.

Jagtholdet flår de to elge sammen. Om en uge så ligger alt kødet i deltagernes frysere.

Oktober i Jämtland - Gode dage
Efter tørke kommer regn - Jeg havde ikke skudt eller set elge under september og nu heller ikke i oktober! 
Tre dage uden at vare sig hunde eller elge ville derhen hvor jeg sad.
Det var jo ikke fordi, at der manglede elge. Første dag faldt der en kalv og en gaffeltyr. 
Anden dag en femten-ender og en seks-ender. Nu var der kun én tyr og to køer/kvier tilbage plus kalvene. 
På fjerde dagen fik jeg et vejpas, hvor jeg tidligere havde skudt en kalv. Som alle vejpas inde i skoven, 
så er de lidt smalle og kræver at man er opmærksom til begge sider uden at man for den sags skyld 
skal vride hovedet af nakken. Fra radioen og GPS'en vidste jeg, at der var en hund på vej mod vores ende 
af såten og jeg kunne følge hunden, der i sin tur fulgte elgen/elgene der var på flugt. I lang tid så det ud 
som om de ville ud ved jernbanen, ud til min pasnabo. Hundrede meter før aner de ugler i mosen og drejer 
helt rundt i en bue og begiver sig istedet op mod mit pas. Også her drejer de af for at til sidst bestemme 
sig for at passerere skovvejen 30 meter fra hvor jeg sidder i et lille skydetårn. 

GPS'en er til stor hjælp, da den giver mig retningen til dyrene inden de kan høres. Så begyndte grene at 
knækkes og med et så kom der kalv, ko og kalv og to hunde i fuld fart på skrå over vejen. Granerne er tætte ud 
mod vejen og det gør overaskelsen end større. Jeg koncentrerede mig om den forreste kalv, der dels var fri og 
dels var det dyr der var længst væk. Hundene var tæt i hælene på koen og dens anden kalv. Indhentede kalven 
i sigtekikkerten og skuddet faldt når alt føltes ret. Elgene og hundene for videre og der var tid til at sætte sig ned 
og puste ud. Kort efter begyndte det at vise sig en lille samling af positionssignaler fra den ene hund på GPS'en. 
Et godt tegn, da det tyder på at hunden står og bider i kalven og at den er død. Så løb hunden videre efter sin 
kammerat og genoptog jagten på koen og den tilbageværende kalv. Grunden til skydning på løbende elg lægges 
på skydebanen men hurtigheden i korrekt opfattelse af den enkelte jagtsituation kan kun opnås ved at gå meget 
på jagt og at studere dyrene i naturen. Her kom elgene ganske tæt tilsammens med endda to hunde i 
bagtroppen, i fuld fart over et smalt spor. Havde kalven kommet på min side af koen og ikke på den bortre side, 
så havde skuddet kunnet medføre at kuglesplinter kunne have ramt nogen af de andre og muligheden for at 
skyde havde ikke været tilstede. Skydning med små marginaler som her, kræver gode, stabile træfbilleder på 
elgbanen og at skydningen kan foregå pr. automatik. Fra at den første elg viste sig til den sidste hund er væk 
gik der højst 4-5 sekunder.
Hundefolkene nåede frem og gik ind og fandt kviekalven liggende hundrede meter fra vejen. 
Skuddet traf lidt bag mellemgulvet og gik ud gennem lungerne og lige over hjertet. Et skråt bagskud.

Kviekalven var stor sammenlignet med dem sydpå.

Så kunne den dag jo have endt. Men Dianas gunst kan som bekendt være både flygtig og righoldig. 
Denne dag skulle vise sig indeholde mere... Over radion blev jeg bedt om at være beredt på at der kom en 
elgtyr og at jeg skulle forsøge at fange ind den forfølgende hund, da vi havde midlertidigt tyreforbud. 
Inden længe kom der en skoveltyr i fuld fart, denne gang lidt længere væk, og passerede skovvejen 
og flygtede i samme retning som de andre elge. Jeg skyndte mig ned og småløb de 100 meter til hvor 
tyren gik over. Elghunden dukkede op på sporet af elgen og han standsede op når jeg kaldte hans navn. 
Det er for sådanne situationer som man altid skal have et stykke reb eller et hundesnor med sig. 
Op med ham bag i hundeburet i bilen og tilbage op i tårnet. Hunden låg for åben baglåge og kunne nyde 
udsigten og den friske luft. Tænkte vel et kort øjeblik over, hvorvidt det var klogt at lade baglågen være åben. 
Hunden ville næppe forholde sig i ro, hvis der mod al forventning skulle komme flere elge. 
Sandsynligheden for at det skulle ske var så lille, at jeg lod lågen stå åben. Alligevel gik der ikke lang tid inden 
der pludseligt stod en elgko og en kalv i vejkanten, cirka der hvor tyren havde passeret for lidt siden. 
Hunden så nu også hvad jeg så og den fortalte højlydt, at det var tid til at blive løsladt. 
Kiggede en ekstra gang på de to dyr for at være sikker på at den bagerste var en kalv og lod skuddet gå. 
Nu ville hunden ud! Begge elge kastede om og flygtede ind i skoven. Efter hvert skud bør man hurtigst muligt 
melde til jagtleder og de øvrige, om hvad man har skudt til og hvorvidt det ligger ned eller i hvilken retning 
dyret flygter. Man skal jo også huske at melde om der er andre dyr med. Det giver mulighed for ens 
jagtkammerater at skyde til ret dyr, hvis der er sket en anskydning. Sjovt nok fortalte en af jægerne, 
at han først havde hørt min melding i radion - og så faldt skuddet. Han sad med andre ord ret langt væk - 
og min melding var faldet prompte.

Nu begik jeg en fejl. Jeg løslod hunden fra hundeburet. Det havde været smartere at sætte ham på langline 
og i fælleskab finde frem til kalven. Han var så hurtig, at han nåede ned til kalven på få sekunder, 
bed lidt i pelsen og fortsatte efter koen. Det var ikke med i min plan, at han ville forlade kalven så hurtigt. 
Men vi fik snart fat i ham alligevel. Tanken er jo, at ingen elg eller hund skal jages eller trættes unødvændigt. 
Kunne ikke se tyrekalven, men den lå kun 20 meter inde imellem nogle mørke graner.

Seks elge havde på et par timer passeret mit pas - eller forsøgt passere - to var jo skudt. 
Det føltes bare dejligt! I år er det 20 år siden jeg startede at jage heroppe og det føltes lidt som om det her 
var min jubilæumsdag!

Men man behøver ikke vente i tyve år - vores andet jagthold i byen har et yngere medlem som for nogle år 
siden skød en guldmedaljetyr som den første elg og han har måske kun jaget elg i to uger i hele sit liv. 
Nu skød han guldmedalje nummer to... En ulige tyveender. Nogle er Dianas gunstlinge. 

Og at man kan være heldig med sin første elg, kan en af vores tyske jagtgæster tale med om. 
Han skød en 15-ender og den flygtede ud og faldt om i en lille sø og det var ganske smukt at kigge på 
når hunden sat ovenpå den. 

Elgen gik ud i vandet og forendte. Jämthunden trak totter ud af pelsen og totterne flød rundt det hele.

Det lykkedes at få lassoen rundt geviret men den faldt af til sidst alligevel.

Man fik gå i og fæste repet og med fælles hjælp trukket den op på land.

Den lykkelige jæger med sin første elg!

Vi var mange som kom ned for at hjælpe og at se det smukke syn.

I gamle dage bar man kødet m.m. på ryggen med hjælp af en ramme i træ. En slags rygsæk men uden sæk.  Mine venner forærede mig 
en der havde været brugt på gården generationer tilbage. Formentlig slutningen av 1800-tallet.

Dagene var også utroligt smukke med højtryk, med opstikkende bjerge i dalenes tåge.

Denne pæne, mørke dovhjort havde en af jægerne nedlagt ved et andet tilfælde.

Det er længe siden nogen sov her.

September i Jämtland - Det er ørnenes tid
Kun nogle lette byger første dag - siden var der tørvejr, sol og ganske varmt til tider. 
Man kunne gå let klædt i skjorteærmer og nyde solen. Der var godt med elg og når 
min kammerat og jeg vendte hjemad efter en uge var slagtehuset fuldt. 
Det var dog sket uden vores hjælp med hensyn til skydning eller observationer. 
Det sker en gang imellem at man er deroppe uden at se eller skyde elg. 
Men der er så meget andet!

En hundefører, der i øvrigt heder Björn (upraktisk navn det giver let anledning til misforståelser!), 
fik skynde sig væk, da hans unghund støtte på en bjørn. Han nåede se noget stort brunt inde i 
buskene og så fik han travlt væk derfra. Hunden gøede og bjørnen vrælede og der var et gevaldigt liv. 
Bjørnen fik nok ind en træffer, fordi hunden hylede til. Kombinationen uerfaren unghund og bjørn 
med hundeføreren lige i nærheden er ikke god. Man risikerer at hunden bliver bange og søger 
beskyttelse eller støtte hos hundeføreren og da har man et problem når bjørnen kommer farende.

En af vores ældste medlemmer så på sidstedagen en elgtyr på sit pas. Den var venlig og stillede 
sig op med bredsiden til på 15 meters afstand, hvilket gjorde det muligt at tælle sprosser. 
Jægeren var både lykkelig og frustreret, efter et sådant møde. Vi havde forbud mod at skyde 
tyre på ti tagger og derover i september. Jægeren regnede eller forsøgte at regne antal sprosser. 
Han kunne kun se den nærmeste side og der var mindst tretten... Jeg havde godt undet ham den 
til 80-års gave, da han havde fødselsdag kort tid efter. Vi ser den måske i oktober? 

Vi havde glæden at få se to kongeørne. Disse mægtige, mørke, store fugle der med tunge 
vingeslag hurtigt flygtede fra os mennesker der forstyrrede dem. Det er slagteresterne fra 
elgjagten der trækker dem og andre rovdyr til.

Vel hjemkommen til Västergötland, kørte jeg langs åen og fik en aften se en havørn der sad højt 
oppe i en pil på den anden side vandet, ikke 100 meter væk. Åen er på denne strækning ret bred 
og flyder stille uden krusninger på vandoverfladen, hvilket nok giver havørnen en god mulighed for 
at fiske. Næste morgen tog jeg atter turen forbi inden solen havde nået at varme luften så meget op, 
at ørnen ville have lettet på termikken. Jeg håbede at den stadig var der - og det var den - plus to til! 
Tænk tre havørne hos os, det er ikke sket på mange, mange år. Også på tredie dagens morgen var 
de tilstede når jeg passerede, denne gang til fods - på 1½ times morgentur med hunden.

På trods af at disse store fugle sidder helt tæt på asfaltvejen, hvor mange mennesker passerer hver 
dag, i bil, på cykel og til fods, virker det til at de forbliver uopdagede. Jeg ser ingen der reagerer på 
deres tilstedeværelse. Folk ser ikke - kigger ikke, efter hvad naturen byder på af skuespil. 
Men på den anden side får de være i fred. Den ene havørn letter, et par enkelte vingeslag, 
flyver tværs over åen på stive vinger og igen et par enkelte vingeslag og lander i et andet piletræ  
og folder vingene på plads og sidder igen urørlig på en gren ud over vandet. Måske er der fra denne 
udsigtsplads bedre mulighed til at få øje på en fisk. Der er ikke en gås eller and i disse dage i denne 
del af åen. Formentlig er det to forældrefugle med en unge der har valgt at være her en tid.

For et par år siden forsøgte jeg at forhindre at der blev opført et 180 meter højt vindkraftverk et par 
kilometer opstøms med bl.a. henvisning til at der atter var havørn i å-dalen - noget vindkraftselskabet 
ikke havde noteret. Det føles godt at se ørnene fiske i vores å og at vindkraftverket end så længe 
ikke er blevet til virkelighed.

Havørn. Tænk om man havde haft et bedre kamera - et med høj opløslige billeder og som kunne ta mange billeder pr. sekund med telelinse. 
Men det bedste er jo ikke fotos - det bedste er virkeligheden!

Ung havørn i morgensolen.

Kragen er igang med at drille havørnen og stoler på sin hurtighed.

Så flotte, stille  morgner er en gave.

Nysgerrige men lidt forsigtige - de lær tidlig hvor maden kommer fra.

Flåning

Arbejdshøjden er vigtig, hvis man skal slagte mange elge.

Et døgn får kroppen hænge udenfor kølerummet for at den skal køles langsomt ned.

Denne jämthund fik jeg samlet op på mit pas når jagten var slut for dagen.

 
Her fandt jeg formentlig til sidst ud af et gammelt problem som jeg har undret en del over. 
Hvorfor er der maskinflet på elstolperne? Maskinfletningen går ikke hele vejen ned til marken. 
Inden jeg i år så denne sortspætte lavet i metal på stolpen i nærheden af et af 
mine pas, havde jeg troet at det måske havde noget med elektricitet eller lynafledning at gøre. 
Sammenlign med Farradays bur hvor strømmen ledes væk på udsiden af genstanden.
Men nu føler jeg mig ret sikker på at det er for at afholde andre sortspætter fra at hakke i stolperne. 
Sortspætte heder i øvrigt "Våttuglipa" på Jämtska.

Man kan være heldig og finde spor af at der også lever rensdyr i området: Her en pæn kastestang.

Gode venner!

Op    Startside